|
|
|
Rejser
Vi kan li’ at rejse sammen!
Medlemmerne i foreningen har ofte rejst sammen og besøgt mange lande rundt om i Europa. Det er rejser, hvor vi forsøger at knytte en kontakt til en beslægtet forening i det pågældende land. Ofte har vi også givet en opvisning på et stort torv, hvor der kommer mange mennesker forbi. Det kan lade sig gøre, fordi vi altid har haft en del af vores spillemænd med.
Brug browserens tilbage-pil når du har klikket på et billede. Kigger du på siden med en mobiltelefon fungerer det bedst hvis du har Wi-Fi forbindelse.
Turen med folkedanserne gik i år til Bornholm - ligesom de fleste andre år med NILLES. Der var 22 tilmeldt gennem foreningen, og rejseselskabet havde fyldt resten af bussen op, så vi blev 45 i alt. Der er livlig snak i bussen, når vi er så mange, der kender hinanden.
På hotellet var der ”All inclusive Light” – det vil sige morgenmad, fri kaffe/te om eftermiddagen, aftensmad med fri vin, øl og vand i 3 timer – det var en fin ordning! Desuden gode værelser, fin beliggenhed, maden var god – hvad mere kan man ønske sig!
Vi så det, man ”skal” se på Bornholm og lidt mere, og havde desuden tid til selv at kigge nærmere på hvad, vi havde lyst til. Alt i alt en super fin tur, hvor vi især fik nydt det sociale ved at rejse som en forening.
Turen med folkedanserne gik i år til Stockholm - ligesom de fleste andre år med NILLES. Der var 29 tilmeldt gennem foreningen, og rejseselskabet havde fyldt resten af bussen op, så vi blev 50 i alt.
Den første dag gik med at komme frem til hotellet. Der er livlig snak i bussen, når vi er så mange, der kender hinanden. Vi havde et ophold undervejs ved Vadstena Slot, hvor vi kunne strække benene og kigge på omgivelserne.
Først på aftenen nåede vi frem og blev indkvarteret på hotellet.
Sjovt cafesæt på hotellet
Dagen efter besøgte vi Vasamuseet, det var en fantastisk oplevelse og udstillingen var meget informativ.
Derefter bustur til Gamla Stan, hvor vi på en hyggelig gåtur oplevede Kongeslottet og Storkyrkan.
Gamle Stan byder på mange smalle stræder og trapper
Der var lidt regn, men vi var heldige at undgå det, når vi var ude.
Dag tre bød på en heldagstur til Ålandsøerne. Vi sejlede til Mariehamn og havde bussen med. På turen videre passerede vi Kastelholm Slot og gjorde derefter ophold ved Jan Karlsgården, som er et frilandsmuseum
Sidste dag var vi på rundvisning i Stadshuset. Vi så bl.a. den gyldne sal, hvor Sveriges historie er vist med 19 mio. mosaik-stifter med bladguld. Det var meget imponerende.
Herefter sejlede vi gennem Skærgården til Drottningholm Slot, som er det svenske kongepars private residens. Der var en meget flot slotspark.
På hjemturen gjorde vi ophold ved Brahehus, som er en fin gammel borgruin.
Derefter færgetur med spisning ombord, som bragte os hjem til Frederikshavn
Turen med folkedanserne gik i år til Rügen - ligesom de fleste andre år med NILLES. Der var 29 tilmeldt gennem foreningen, og rejseselskabet havde fyldt resten af bussen op, så vi blev 50 i alt. Den første dag gik med at komme frem til hotellet. Der var livlig snak i bussen, når vi er så mange, der kender hinanden, så tiden gik ret fornøjeligt. Først på aftenen nåede vi frem og blev indkvarteret på hotellet.
Dagen efter var der byrundtur og en dejlig sejltur langs de flotte kridtklinter, hvor vi fik udpeget forskellige seværdige steder bl.a. Kongestolen.
Om eftermiddagen kørte vi til Sassnitz og derefter med traktortog til Kap Arkona med statue af guden Svantevit. En sjov detalje ved kirken var fliser med navne på af de ægtepar, som var viet i kirken.
Sidste punkt den dag var, at vi gik ned til en lille fiskerlandsby, hvor man bl.a. kunne købe soft ice smagt til med havtorn. Derefter kunne vi køre tilbage til bussen med traktortoget.
Dag to kørte vi til det sydøstlige af øen med byen Putbus. Vi så en fin park og kirken, hvor der var nogle meget gamle kirkebænke.
Med damptoget ”Rasende Roland” kørte vi videre til badebyen Binz.
På hjemturen kom vi til Prora, hvor Hitler i 1936 påbegyndte byggeriet af et kæmpe feriehotel med plads til 20.000 feriegæster. Byggeriet blev aldrig færdigt fordi krigen brød ud. I dag er det ved at blive bygget om til et mondænt lejlighedskompleks.
Dag tre kørte vi til fastlandet med hansestaden Stralsund. Der findes en gammel bydel, som er på Unescos verdensarvsliste. Smukke gavlhuse, tre kirker, et seværdigt rådhus og et smukt torv. Sct Nicolas Kirke havde nogle meget usædvanlige farver indvendig.
Hjemrejsen begyndte med morgensang, som de andre dage, og ellers skulle tiden jo bare gå. Et afbræk ved Otto Duborg og senere en overdådig og sen frokost på Klør Es.
Foreningen har lige været på en tur til Rømø & Sild med en overnatning på Kommandørgården på Rømø. Vi var 26 deltagere, som efter de nye regler, sad med mundbind i bussen.
Turen var rigtig spændende, godt tilrettelagt af Terndrup Turistfart og med en dygtig chauffør. Første stop var kaffe og rundstykker ved Borgvold i Viborg, dernæst Billum Kro, hvor vi fik en meget lækker frokost.
Så gik turen til Tirpitz bunkeren I det fredede klitlandskab, bag den gamle kanonbunker fra Anden Verdenskrig er der skabt et fantastisk museum, der ligger skjult under sandet.
Den gamle kanonstilling ligger som en kolos og gemmer på historier fra Atlantvolden, Hitlers enorme bunker-projekt. En underjordisk korridor forbinder den nye attraktion med resterne af den gamle Tirpitz bunker.
Der findes fire store udstillingsgallerier. En af udstillingerne hedder ”Havets Guld” og er rav i alle afskygninger - også fra private samlere.
Inden vi gik af bussen fik vi en god orientering om museet af en af deres guider, dernæst tid på egen hånd.
Tidligt næste morgen skulle vi med færgen til øen Sild. Vi samlede en lokal guide op, da vi kom over til øen, og han var meget vidende, havde glimt i øjet og desuden et helt ”festfyrværkeri” af sjove fortællinger.
Øen var spækket med flotte gamle huse med stråtag, men vi måtte nøjes med at nyde dem via en rundtur med bussen, fordi vi fik lidt regn.
Turen tilbage til fastlandet(Tyskland) foregik med et biltog - en meget speciel oplevelse. Inden vi kørte ind i Danmark igen blev der tid til lidt grænsehandel!
Sidste punkt på programmet var et besøg på Schackenborg Slot i Møgeltønder. Igen en meget dygtig guide, som viste os rundt på slottet og i parken.
Lidt sjovt at se tydeligt aftryk af et privat hjem i form af billeder og broderier (Dronning Margrethe), børnenes legetøj, bøger, CD’er osv.
Inden vi kom hjem til Frederikshavn spiste vi på Hedensted Sognegård. Igen et lækkert måltid. Alt i alt en meget vellykket tur - trods mundbind, sprit og handsker.
Vi har lige haft en dejlig endagstur til Fanø. Vi skulle overnatte på Rødgård Camping og spise morgenmad der. Da vi nåede Ejer Bavnehøj drejede vi ind for at få morgenkaffe. Ved ankomsten til Esbjerg, så vi at færgen sejlede næsten med det samme, så vi havde god tid til at kigge lidt på Nordby inden indkvartering.
Vi fik anvist vore hytter og spiste den medbragte mad i gårdhaven, inden vi kørte videre til Fuglekøjerne. Det er en gammel ruse, som brugtes til at fange ænder i. I dag bruges den kun til ringmærkning.
Senere ankom vi til Sønderho, hvor vi fik en guidet rundtur i byen. Dygtige guider, der vidste en masse om byen nu og før. Om aftenen skulle vi spise en egnsret, som hedder SAKKUK. Det var spændende, særpræget og velsmagende mad. Bagefter var der fanødans til musik af Peter Uhrbrand og Ole Mouritzen, suppleret af vore egne spillemænd.
Næste dag, efter morgenmad og -sang, gik turen til Nordby, hvor vi havde aftaler med både Fanø Bryghus og Christel Seyfarths strikkebutik. Næste punkt var frokost på Nymindegab kro, inden turen gik nordover. Det første stykke vej kørte vi langs kysten.
|
Vi var 47 deltagere, som besøgte denne imponerende storby. På en gennemrejse flere år tidligere, havde vi set kirken, som dengang var under opførelse. Der var dengang hylder med små og store stykker af kirkeruinen, som skulle sættes ind i muren på den nye kirke. Det kan tydeligt ses på det flotte resultatet.
I Dresden havde vi også en aftale med en dansegruppe, som vi besøgte. Vi dansede både deres og vores danse, med stor fornøjelse. Det var spændende at se, både hvor ens og samtidig meget forskellig dansene er, selv med så kort afstand.
|
47 personer havde meldt sig til turen til Altenahr, som er en lille spændende by, hvor vi boede på Hotel zur Post. Derfra foretog vi flere udflugter bl.a. til Cochem hvor vi fik en rundtur i et lille tog og senere en tur med en flodbåd.
Senere på ugen var der en tur til Trier, hvor vi gav en opvisning foran Porta Nigra. Det er altid sjovt at danse, hvor der kommer mange forbi og kigger på os. Senere, da vi kom hjem til hotellet, fik vi lov til at danse i foyeren, så de andre gæster også fil en oplevelse.
Den sidste aften var der hygge i hotellets kælder, og her fik vi, som altid på vores rejser, stor fornøjelse af vores spillemænd. De spillede efter eget valg, og de er ”fuld af numre”. En meget hyggelig aften.
|
Vi var 44 deltagere på Rejsen til Jelenia Gora, som blev en meget anderledes tur, idet vi slet ikke kunne forstå noget af det, der blev sagt. Men med en dansktalende polsk guide, kan alt lade sig gøre. Indkvartering på Hotel Mercure.
Vi så først en norsk stavkirke, som blev flyttet til Polen i 1842 - skilt ad og senere samlet på det nye sted. Senere var vi på pottemageri, et spændende slot og Wroclaw med et meget imponerende glasspringvand.
Ikke mindst havde vi et besøg hos en polsk danse- og sanggruppe. Det var sjovt at opleve den sang og danseglæde, som forener mange folk, selv om de ikke kan snakke sammen. Vi fik det mest imponerende kagebord, med lagkager i 10-15 cm. højde, som var transporteret til samlingslokalet på cykel.
|
Turen til Dagali i Norge samlede 45 deltagere. Vi boede på et dejligt hotel med en uovertruffet buffet til morgenmad. Der fandtes næsten alt, hvad hjertet kunne begære. Resten af forplejningen var også fin. Ellers var det især naturen som vi nød på denne tur. Aftenerne brugte vi til sang og dans. Atter en gang var vi privilegeret af, at vi rejser sammen med vores spillemænd.
På fjeldgården Langedrag så vi masser af tamme og vilde dyr. Især ulvene vakte opsigt. Der blev også tid til en tur med Flåmsbanen, som passerer 20 tunneller og har en stigning, som gør at toget skal have fem bremsesystemer. En rigtig flot tur. En dag var vi på Kjeåsen, som ligger meget ugæstfrit, men i dag skulle vi ikke klatre op ad fjeldvæggen, som man gjorde i gamle dage, det var muligt at køre en del af vejen.
En dag med fjeldvandring var også en del af programmet. Vores guide fortalte levende om alt, hvad vi så. Dagen efter gik turen over Hardangervidden for at nå frem til en gammel sæterhytte, Tuva. Der skulle vi have vafler og ellers se os omkring i området.
Den sidste aften skulle vi besøge kulturhuset i Geilo, hvor der skulle være underholdning - og vi havde fået lov til at være en del af denne. Vi så bl.a. nogle meget dygtige unge dansere, og gav selv en rigtig god opvisning.
|
44 medlemmer fra Frederikshavn Folkedansere steg på bussen tidligt en lørdag morgen for at bruge efterårsferien til at vise franskmændene lidt dansk folkedans. Målet for destinationen var Colmar i vindistriktet Alsace.
Herfra gik turene ud i området bl.a. en dag til Strasbourg hvor dansere samt 5 spillemænd fra Fladstrand Spillemændene optrådte på torvet La place de la Cathedrale. Med den smukke domkirke som baggrund, og efter publikums begejstring at dømme, var foreningens underholdning et flot indslag i gadebilledet. Da danserne efter endt opvisning delte sig og gik lidt rundt i de nærmeste gader, vakte de vældig opsigt.
En anden dag gjaldt det et besøg hos en fransk folkedansegruppe. Her blev der danset både for og med hinanden og forskelligheder i dansene og de to landes traditioner blev prøvet af. Franskmændene var bagefter vært ved et traktement, der bestod af den lokale vin og deres specielle saltkringler og en særlig kage.
Hovedformålet med at tage til Frankrig var først og fremmest at være gode ambassadører for Frederikshavn Folkedansere og dansk folkedans i særdeleshed, dette lykkedes til fulde, at der så også blev tid til at se vinmarker, bjerge og nyde den skønne franske natur var en stor sidegevinst.
I forbindelse med en overnatning i Erfurt på udturen besøgtes Saalfelder Feengrotten. Dernede under jorden med de flotte formationer var der en fantastisk akustik. Guiden spurgte, om vi ikke havde lyst til at afprøve akustikken. Alle stemte i med "I skovens dybe stille ro." Det lød rigtig godt, højttalere og andet elektrisk isenkram var ikke nødvendigt der. |
For 51 medlemmer af Frederikshavn Folkedansere blev en af årets mange oplevelser en uforglemmelig tur til Østrig i skolernes efterårsferie. Vi boede på det hyggelige hotel Marienhof i Underkischbach få kilometer uden for Wien. Herfra kørte vi til Wien og beså byens kirker, slotte og parker, og ikke mindst fornemme atmosfæren af den enestående kulturby.
Intet besøg i musikkens by uden koncert. Således også for folkedanserne. De fik en stor oplevelse i det såkaldte Orangerie, en koncertsal, som stod i slottet Belvederes enorme park. Her nød man den rigtig Wienermusik udført af et ensemble af dygtig symfonikere og operasangere med dertil hørende balletoptrin. For elskere af fjernsynets nytårskoncert var sammenligningen nærliggende.
Når folkedanserforeningen tager på tur er dansen i bogstaveligste forstand men i bagagen. Foreningens opvisningshold medbragte sine dragter, idet der var aftalt en aften sammen med Kirschbachs lokale folkedansergruppe. Det blev en aften med opvisninger af den danske og østrigske folkedans, afvekslende med fælles danse, som naturligvis kunne være en fornøjelig udfordring. Men her viste det sig, at mange af de danske og østrigske danse havde lighedspunkter i trinene og figurerne, og det hjalp naturligvis på forståelsen.
Men ingen folkedans uden musik. Og derfor deltog foreningens "husorkester", Fladstrand Spillemændene, naturligvis også i turen og bidrog til dens succes. Orkesteret gav prøver på sin kunnen ved mødet med den lokale folkedansergruppe og vakte stor begejstring, ligesom aftenerne på hotellet i øvrigt blev præget af de dygtige musikere.
Festligt var mødet med 1860'ernes populærmusik, den såkaldte Schrammel-musik, opkaldt efter komponisten Joseph Schrammel. Det er en musikform karakteriseret ved et ensemble bestående af guitarer, violiner, harmonika og sang
|
50 dansere og spillemænd var med på årets tur til Prag og Tjekkiet. Den første overnatning havde vi lige udenfor Dresden, som derfor var vores mål efter morgenmaden. Det mest interessante at se, var Frauenkirche under opbygning.
Næste stop var Theresienstadt, både interessant og forstemmende at se bygningen med ”Arbeit macht Frei” og kirkegården med de mange hundrede kors. Aftenen bød på en tur på Moldau floden med spisning. Det var meget stemningsfuldt at se byens lys, medens vi gled sagte hen ad floden.
Vi skulle selvfølgelig også se Prags berømte borg samt kirker og alt det andet i den gamle bydel. Turen over en af broerne er også obligatorisk. Besøget i Prag sluttede med at se vandfontænen/vandorglet KRZIK med dejlig musik og flotte farver. . Slottet Karlstein var også et besøg værd, og der var en dejlig travetur op til det. Sidste aften skulle vi i operaen og se Ricoletto.
Dagen efter gik turen mod Tjekkiet, hvor vi skulle træffe en af de dansegrupper, som vi havde været sammen med i 2000 på Isle of Man. Der kom vi til Pilsen og var på bryggeri. Senere kom vi til Karlsbad med krystalglasværket Moser, den meget smukke by med alle de termiske kilder samt den berømte Colonade. Den sidste aften var der socialt samvær med vores tjekkiske venner.
|
Vi var 37 deltagere, heraf otte spillemænd, som besøgte øen pga. en festival i anledning af millennium/år 2000.
Det var en fin tur med masser af oplevelser og vi gav ca. 8-10 opvisninger. Den mest spændende var i den store finale, som foregik i ”Villa Marina” i Douglas. Der var ca. 2000 betalende gæster, som så på os og de andre otte hold, som sang/dansede eller spillede.
Indimellem de mange opvisninger, var der arrangeret spisning og ture rundt på øen for os, og vi havde desuden selv mulighed for at udforske omgivelserne.
Der var også en anden slags optræden: Vore mænd skulle vise, hvordan de bar sig ad med at holde de lange uldne strømper oppe. Se ovenfor |
|
|
!
|
|